0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

Klumme: Trænertur til Bologna 2026

Af Jesper Nielsen

I weekenden den 20.-22. marts tog 21 personer afsted til Italien for at blive klogere på den italienske model for minibasketball.

Denne gang havde kurset også fokus på overgangen fra minibasketball (v12) til ungdomsbasketball (v13 + V14). Udover 16 trænere fra Danmark, havde vi tre med fra Færøerne. På turen var også undertegnede, samt Mogens Tygesen fra Uddannelsesudvalget.

Turen startede noget uheldigt, da vores fly blev forsinket pga. tåge med det resultat, at vi missede flyet til Bologna og dermed først kunne lande på vores hotel ved midnat efter 10 timers venten i München. Det betød, at programmet skulle justeres, men det havde vores italienske værter selvfølgelig godt styr på.

Overgang fra minibasketball til ungdomsbasketball

Vi startede derfor lige på og hårdt lørdag formiddag med to sessioner gennemført af vores efterhånden gamle kendinge og gode venner af dansk basketball, Maurizio Cremonini og Roberta Regis.

Formiddagen havde fokus på ‘Orientering i tid og rum’ samt ‘Evnen til at forudse, hvad der sker lige om lidt’.

Til at nå de to formål anvender spillerne forskellige værktøjer. Et værktøj eller redskab er i minibasketball driblinger, skud, afleveringer og forsvar. Hovedformålene er grundlæggende motoriske færdigheder og orientering i tid og rum, evnen til at forudse og tilpasse sig til forskellige situationer samt at kunne sammensætte flere bevægelser til mere komplicerede bevægelsesmønstre.

Efter frokost fortsatte vi så med at se, hvordan man kan gå fra U12 minibasketball til U13 ungdomsbasketball. Temaet var opmærksomhed og forudseenhed.

Selvom vi nu går et lille skridt op i det tekniske og fysiske, skal de kognitive funktioner stadig vægtes højt. Hjernen skal konstant aktiveres, også selvom vi begynder at arbejde mere teknisk og taktisk. Det er, siger italienere, en glidende overgang.

Eftermiddagen sluttede med en god omgang spørgsmål og svar. Jeg kan ikke undgå at blive imponeret over de gode spørgsmål, som vores deltagere kom med og endnu mere imponeret over, hvor præcise svar italienerne kommer med hver gang. Det er tydeligt, at de har tænkt meget over, hvad de gør og ikke mindst hvorfor de gør det.

Godt trætte tog vi tilbage og så på en hyggelig restaurant drevet af, kunne vi forstå, en tidligere basketballspiller, der stadig var et stort navn her i området. Maden var som vanligt god, velsmagende og rigelig og vores vært hjertelig, imødekommende og ikke mindst lattermild. Vi nåede en hurtig og lidt kølig sviptur til centrum af Bologna, inden vi gik til ro omkring midnat.

U13 og U14: Fra minibasketball til ungdomsbasketball

Søndagens program blev forestået af uddannelsesansvarlig og kvindelandsholdstræner i det italienske forbund, Andrea Capobianco. Han var nys hjemkommen efter en tur til Mellemamerika, hvor det for første gang i mere end 30 år lykkedes for de italienske kvinder at kvalificere sig til VM.

Det havde de valgt at fejre med et stort banner i hallen, bifald og ‘We are the Champions’ i højttalerne. De to sessioner tog udgangspunkt i U13 og U14.

I U13 og U14 er der vægt på en højere intensitet, mere komplekse situationer, teknikken betyder mere og træneren er mere opmærksom på fejlretning. Men samtidig er det kognitive aspekt en meget vigtig del af træningen.

Som Andrea siger til spillerne: “Det er ikke set-plays, der vinder kampene. Det er jer!”

I de to sessioner var der fokus på udviklingen af spillet fra 1-1 og op mod 5-5. Udgangspunktet var det, der sker, når man angriber og kommer forbi sin forsvarer fra det frie skud, til at reagere på hjælpe forsvaret til at lægge flere afleveringer inden afslutningen.

Fast-break lægges ofte, ligesom i minibasketball, ind som afslutning på øvelserne. Tempoet er højt og der lægges vægt på at dække op med det samme bolden er tabt-ikke noget med at løbe hjem og samle op.

I minibasketball er der vægt på kun at have fokus på formål pr. træning. I U13 og U14 er der ofte to, dog højst tre formål pr. træning, ligesom at alle aktiviteter tager udgangspunkt i det, der sker, når man spiller kamp. Det er spændende og altid interessant at se italienernes gennemtænkte øvelser og metodikker.

Som dansk træner, opdraget i mange år med fokus på fundamentale færdigheder, teknik og øvelser med mange repetitioner og tekniktræning frigjort fra kampsituationer, er det godt at få rusket op i sin tilgang til sporten – og selvom jeg har oplevet den italienske model i mere end 12 år, er der stadig masser af ting, der er en øjenåbner og minder en om, at mini- og ungdomsbasketball er så meget mere end øvelser og færdigheder.

Det er, som de siger i Italien: “Minibasketball for life”.

Vi er glade og taknemmelige for, at det italienske forbund tilgodeser os med de to bedste minitrænere, der formodentlig findes i hele basketballverdenen, Maurizio og Roberta og en af de dygtigste udviklere og trænere i Andrea Capobianco, har taget sig så megen tid og omhu i at hjælpe os i Danmark ved at dele ud af deres viden så åbent og hjerteligt – og det er tydeligt, at de er stolte af, at vi er en del af deres verden.

Det faglige niveau er meget højt. Som en af deltagere sagde på et tidspunkt: ”Det her skulle alle trænere opleve – også de der træner senior og elite”.

Jesper Nielsen
Formand for Spiller- og Klubudviklingsudvalget (og U9 træner 😊)

Flere
nyheder

13. maj 2026
12. maj 2026
24. april 2026
Scroll to Top