Iffe Lundberg Legatet
Kernefortælling
Iffe Lundberg ved bedre end nogen anden, hvad det kræver at følge drømmen om en karriere som basketballspiller, og hvor meget økonomi kan stå i vejen for, at man som ung talentfuld spiller kan teste sig af mod de bedste hold og på den internationale scene. Som ung havde Iffe ikke selv råd til at tage med til internationale turneringer. Kun fordi trænere, klub og folk omkring ham trådte til, fik han muligheden. Uden den hjælp havde verden måske aldrig set Iffe på den største scene, og Danmark ville stadig ikke have fået sin første dansker i NBA.
Med Iffe Lundberg Legatet vil han og familien nu give stafetten videre til den næste generation. Legatet skal sikre, at talent og vilje – ikke penge – afgør, hvem der kan bære landsholdstrøjen. Det handler om at give unge spillere de samme muligheder, som Iffe selv fik: at opleve en hel landsholdssæson, at måle sig internationalt og at drømme uden begrænsninger.
Legatet er mere end et tilskud. Det er et løfte om, at ingen talentfuld spiller skal stå udenfor, fordi økonomien spænder ben. Det er en investering i dansk basketballs fremtid, og måske i den næste dansker, der kan bryde lydmuren og spille i NBA, WNBA eller andre professionelle ligaer.
Formål med legatet
Legatet, der uddeles af Iffe Lundberg og Danmarks Basketball-Forbund (DBBF), har til formål at understøtte talentudvikling og styrke dansk ungdomsbasketball på det internationale niveau. Legatet skal sikre, at udvalgte spillere på U15, U16, U18 og U20-landshold får mulighed for at deltage og gennemføre en hel landsholdssæson, via et tilskud der bidrager til udgifterne ifb. med turneringer, træningslejre og udviklingsprojekter. Udgifter som ellers ville være økonomisk urealistiske for disse spillere.
Således gives legatet som et tilskud én gang årligt, til hhv. én pige- og én drengespiller. Legatet dækker udgifter i løbet af en hel landsholdssæson på op til 12.500,- pr. spiller.
Legatet kan søges af spillere, der er udtaget af landstræneren til landsholdssamlinger. Dette gælder ikke åbne samlinger med fri tilmelding. Legatet kan søges af spillere på U15-, U16-, U18- eller U20-landsholdene (m/k).
Iffe Lundberg Legatet kan egenhændigt træffe beslutninger om at støtte flere spillere i en given sæson, såvel som at støtte andre basketballtiltag, der har til formål at fremme talentudviklingen, fastholde spillere og fremme mulighederne for den næste dansker i WNBA og NBA, samt andre professionelle ligaer.
Økonomien i dette legat tilvejebringes udelukkende af Iffe Lundberg og familie. Pengene kommer ubeskåret fra de kommercielle partnerskaber, Iffe indgår med sponsorer o.lign. Det betyder bl.a. hele Iffe´s fortjeneste på salget af bogen ”Iffe – Intet er umuligt”. Derudover donerer Iffe Lundberg også penge direkte selv.
Iffe Lundberg Legatet ledes af Camilla Frommelt Andersen, med det formål at sikre legatets interesser varetages i henhold til ovenstående formål, og at der fortsat indhente yderligere donationer gennem kampagner og arrangementer.
DBBF forvalter kapitalen på en særskilt bankkonto, under forbundets CVR, som Iffe Lundberg og familie altid har adgang til. DBBF står for alt praktisk i forbindelse med ansøgninger og bevillinger.
Målgruppe
Legatet kan søges af spillere, der er udtaget af den relevante landstræner til landsholdssamlinger og turneringer. Dette gælder ikke de indledende åbne samlinger med fri tilmelding. Legatet kan søges af spillere på U15-, U16-, U18- eller U20-landsholdene for både piger og drenge. Således gives legatet som et tilskud én gang årligt, til hhv. én pige- og én drengespiller. Legatet dækker udgifter i løbet af en hel landsholdssæson på op til 12.500,- pr. spiller.
Iffe Lundberg Legatet kan egenhændigt træffe beslutninger om at støtte flere spillere i en given sæson, såvel som at støtte andre basketballtiltag, der har til formål at fremme talentudviklingen, fastholde spillere og fremme mulighederne for den næste dansker i WNBA og NBA, samt andre professionelle ligaer.
Bevillingskriterier
Legatansøgninger vurderes ud fra følgende kriterier:
- Sportsligt potentiale
- Et løfterigt potentiale, der giver begrundet tro på, at spilleren kan blive A-landsholdsspiller inden for den relevante årrække. Denne vurdering foretages af det af Iffe Lundberg og DBBF nedsatte legatudvalg.
- Motivation og formål
- Et klart beskrevet sportsligt mål som spiller, og spillerens overvejelser, ift. at nå de mål.
- Hold- og projekttilknytning
- Relevans for landsholdsprogrammets langsigtede målsætninger
- Vilje til at bidrage til programmets sammenhængskraft og kultur
- Økonomisk realisme
- Erklæring om, at spilleren har mulighed for at dække de resterende udgifter, såfremt disse overstiger de af legatet bevilligede 12.500, – kroner.
- Rapportering og formidling
- Modtageren accepterer at aflægge en skriftlig og/eller mundtlig afrapportering i forbindelse med landsholdssæsonen og giver en accept af, at DBBF og Iffe Lundberg Legatet må offentliggøre uddrag af beretningen
- Ligestilling og inkludering
- Sikring af bred geografisk og klubbaseret repræsentation. Alle ansøgninger behandles lige og efter samme forhold.
- Fokus på lige muligheder uanset køn og social baggrund.
Ansøgningsproces og betingelser
- Ansøgningen indsendes via det officielle ansøgningsskema, der er tilgængeligt på DBBFs hjemmeside. Ansøgningen skal indsendes inden ansøgningsfristen. Ansøgninger modtaget efter fristen vil ikke komme i betragtning.
- Ansøgningsfristen fastsættes og offentliggøres, hvert år senest d. 31. december, på Iffe Lundberg Legatets side via basket.dk.
- Selve ansøgningen indgår i en samlet vurdering af ansøgeren foretaget af legatudvalget. Legatudvalget nedsættes af Iffe Lundberg og DBBF og vil bestå af: Iffe Lundberg, Camilla Frommelt Andersen (Legat ansvarlig), Niddal El-Jabri, DBBFs Direktør, DBBFs sportschef, DBBFs Ungdomslandsholdsansvarlige, Kvindelandstræneren og herrelandstræneren.
- Bevillingen dækker op til 12.500,- af de af DBBF fastsatte udgifter forbundet med det relevante Ulandsholds træningssamlinger og rejser. Det vil ikke være muligt at få dækket udstyr eller yderligere rejseomkostninger. Bevillingen kan aldrig overstige de samlede udgifter for en landsholdssæson på den relevante årgang.
- Når en spillers tilknytning til landsholdet ophører, bortfalder legatet. Eventuelle resterende midler fra legatet tilbageføres til puljen og vil kunne indgå i fremtidige uddelinger. Legatmodtageren accepterer ved indsendelsen af sin ansøgning at skulle tilbagebetale eventuelle resterende midler, skulle landsholdsdeltagelsen stoppe, inden hele bevillingen er brugt.