Iffe Lundberg har afsluttet sæsonen på fornemmeste vis. Den danske landsholdsstjerne har netop været med til at sikre det israelske mesterskab med Maccabi Tel Aviv, der besejrede Hapoel Tel Aviv 3-1 i finaleserien.
Som kronen på værket blev Lundberg kåret til Finals MVP efter en imponerende finaleserie, hvor han snittede 17,5 point, 4 assists, 2,8 rebounds og 1,5 steals pr. kamp.
Dermed kunne Maccabi Tel Aviv løfte det israelske mesterskab for intet mindre end 58. gang i klubbens historie.
Det rigtige valg
Tidligere på sæsonen skiftede Lundberg til Maccabi Tel Aviv efter en svær periode i Partizan Beograd, hvor spilletiden var begrænset.
Men selvom skiftet udefra kunne ligne en stor beslutning, var danskeren aldrig for alvor i tvivl.
– For mig har Maccabi altid været en mulighed, fordi jeg ved, at træneren ser mig for den spiller, jeg er, og jeg har altid vidst, at det sportslige ville fungere begge veje. På den måde var det ikke en svær beslutning, når jeg samtidig stod i den stik modsatte situation hos Partizan, der havde meldt ud, at de ikke ville spille mig i den pågældende sæson.
– Når jeg ser tilbage, er der ikke noget, der har ændret sig. Mine forventninger til mig selv og til det sportslige er blevet indfriet, som jeg regnede med, det ville fra start, siger Lundberg til Danmarks Basketball-Forbund.
Tillid blev nøglen
Lundberg har tidligere været forbi både CSKA Moskva, Virtus Bologna, Partizan Beograd, NBA og flere af Europas største ligaer.
Ifølge danskeren selv er der ikke én enkelt forklaring på, hvorfor han har ramt så højt et niveau i Maccabi.
– Man kan ikke sætte det op sort på hvidt på samme måde, som spørgsmålet opstiller det. En sæson er dynamisk, og der var både gode og svære perioder i alle tre klubber (Bologna, Partizan og Maccabi, red.).
– I Maccabi falder det hele tilbage på, at den forventningsafstemning, der blev lavet, inden vi indgik en aftale, holdt hele vejen igennem. Det gav mig mulighed for at opretholde mit spil, kontinuerligt forbedre mig og lave de små justeringer fra kamp til kamp.
– Jeg har kunnet påtage mig min del af ansvaret på banen i det sportslige omfang, der var nødvendigt for at levere de ønskede resultater.
En særlig anerkendelse
Foruden mesterskabet blev Lundberg hædret med titlen som Finals MVP – en individuel anerkendelse, der betyder meget for den danske profil.
– Det er altid rart at blive anerkendt for sit hårde arbejde. Der er ikke nogen, som tror mere på mig end jeg selv gør, så det at have muligheden for at gå ud og gøre det på den største scene, hvor det gjaldt allermest, betyder virkelig meget for mig. Jeg kunne ikke have gjort det uden tilliden fra mine holdkammerater, den fysiske og sundhedsmæssige stab og ikke mindst hele trænerteamet.
Fremtiden er stadig åben
Lundberg er allerede blevet en stor fanfavorit i Tel Aviv – i hvert fald i den blå-gule del af byen – men om eventyret fortsætter i næste sæson, er endnu ikke afgjort.
– Jeg sætter pris på den støtte og kærlighed, fansene har givet min familie og mig fra det øjeblik, jeg ankom. Det værdsætter jeg virkelig. Jeg er bestemt ikke afvisende over for at komme tilbage til Maccabi. Mine agenter undersøger nu mulighederne for fremtiden, og jeg afventer, at de præsenterer noget for mig.
For nu kan den danske landsholdsstjerne dog nyde endnu en stor titel i en imponerende international karriere – og gøre det som både israelsk mester og Finals MVP. Og hvad angår fremtiden, har den danske basketballstjerne gode kort på hånden, når han går ind i kommende kontraktforhandlinger ovenpå en flot sæson i Israel.