DBBF

Søg
Close this search box.
0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

Frame-1
Søg
Close this search box.
0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

Basketball oplever betydelig medlemsvækst over hele landet

Igen i år kan vi fortælle, at basketball i Danmark oplever en markant medlemsvækst over hele landet. En imponerende stigning i antallet af medlemmer som er blevet offentliggjort her til morgen af DIF, vidner om sportens stigende popularitet og engagement blandt danske basketballentusiaster.

Med en medlemsvækst på næsten 1200 medlemmer fra sidste år har DBBF nu en samlet medlemsbase på 21.280. Denne udvikling er et tydeligt tegn på en fortsat positiv medlemsbølge inden for dansk basketball, som vi har redet på siden 2014.

Vest for Storebælt har der det sidste år været vækst i medlemsantal hos flere større og mindre klubber. Blandt højdespringerne kan nævnes klubber som AGF, Randers Cimbria, Billund IF og Aabyhøj IF, som samlet er steget med 333 medlemmer.

Klubberne har alle oplevet en markant tilgang af nye medlemmer, hvilket vidner om den stigende interesse og aktivitet inden for basketballsporten i regioner med et stort vækstpotentiale.

På Fyn er der kommet flere klubber til og allerede etablerede klubber som Svendborg Basketball Club er steget med 43 medlemmer det sidste år. Udviklingen er bl.a. det foreløbige resultat af et samarbejde mellem BørneBasketFonden, Danmarks Basketball-Forbund (DBBF), DGI Fyn og DGI Basketball som gennem det seneste år har haft fokus på at udbrede og styrke basketball gennem det fælles projekt “Fyn i Flammer”.

Også på Sjælland har flere klubber oplevet en markant stigning i medlemsantal herunder Stevnsgade (160), Lundehus (75), Værløse (74) og Hovedstadens Basketball Fællesskab (246).

Flere af de københavnske klubber arbejder tæt sammen med forbundet, DGI Basketball og BørneBasketFonden om at flytte børn fra klubbernes ventelister ind på holdene i hovedstadsområdet. Et projekt som blev søsat i begyndelsen af 2023.

Desuden er det værd at nævne den relativt nye basketballklub B3B, som har haft en tilgang på 179 medlemmer. De er især lykkedes med at tiltrække piger og kvinder til foreningen, som er et af strategisporene i DBBF’s strategi fra 2022.

En anden nævneværdig udvikling i de nyudgivne tal fra DIF er kampen om titlen som Danmarks største basketballklub. Her har SISU nu overhalet Falcon med et imponerende medlemsantal på hele 1.257 medlemmer.

Men udviklingen stopper ikke her. 10 nye klubber har også meldt deres ankomst til det danske basketballfællesskab. Vi siger velkommen til de mange nye klubber som bringer frisk energi og entusiasme til sporten og udvider sportsgrenen til nye byer og områder i landet.

– Vi er utroligt glade for den markante medlemsvækst og den store indsats, som vores klubber lægger i at skabe et levende og inkluderende basketballmiljø. Udover klubberne har vi også meget vigtige samarbejdspartnere i BørneBasketFonden og DGI Basketball, som bidrager til at sprede basketballens glæde til nye områder, herunder folkeskolerne, hvor flere og flere børn får øjnene op for vores fantastiske sport, udtaler Mads Young Christensen, formand for Danmarks Basketball-Forbund og fortsætter:

– Udviklingen er et tegn på en stigende interesse for basketball i Danmark, og som vi forsat vil arbejde hårdt på fortsætter de kommende år. Desuden ser vi også optimistisk på den kommende FIBA 3×3 Europe Cup Qualifier 2024, som afholdes i København til sommer. Vi håber at en begivenhed midt i hovedstaden vil tiltrække endnu flere spillere til vores community og bidrage til en øget interesse for basketball i Danmark.

DBBF ser med begejstring på den fortsatte vækst og udvikling inden for dansk basketball. Med stærke klubber, engagerede medlemmer og en dynamisk sportsgren i ryggen, ser fremtiden lys ud for basketball i Danmark.

Flere
nyheder

Scroll to Top