Den danske herrelandstræner Allan Foss stopper pr. dags dato som landstræner for Danmark. Beslutningen er truffet kort efter det seneste landsholdsvindue, hvor Danmark tabte til Rumænien.
Foss har været ansat som herrelandstræner siden 2022, hvor han overtog posten fra Arnel Dedic. Foss var også head coach for det danske herrelandshold fra 2003 til 2009, og han har i alt stået i spidsen for Danmark i 69 kampe med 21 sejre til følge.
Han er dermed den head coach med næstflest kampe på sidelinjen for det danske herrelandshold – kun overgået af Torben Rønholt, der i perioden fra 1984 til 1992 stod i spidsen for Danmark i 88 kampe.
Foss: Der er brug for nye øjne
Allan Foss har efter landskampen mod Rumænien haft tid til at reflektere, og han er kommet frem til den beslutning, at tidspunktet er den rette til at give stafetten videre.
– Efter fire år som landstræner har jeg valgt at stoppe før udløbet af min aftale. Det har ikke været en nem beslutning. At stå i spidsen for landsholdet har været en stor ære, og jeg er både glad for og stolt af det, vi har skabt sammen gennem de seneste fire år. Men jeg tror også på, at man som træner skal kunne mærke, hvornår tiden er rigtig til noget nyt. Jeg synes, vi er nået til et sted, hvor landsholdet har brug for nye øjne, ny energi og nye impulser til at bygge videre på det fundament, der er skabt.
– En af de ting, der har været vigtigst for mig, har været at få den næste generation integreret på landsholdet. Vi har givet unge spillere muligheder, ansvar og international erfaring, og jeg synes, vi i dag står med en rigtig spændende gruppe af både etablerede og unge spillere, som kan tage dansk basketball videre. Vi har de seneste år spillet kampe mod Spanien, Serbien, Kroatien, Georgien og Finland – nationer, som alle har været, og igen ser ud til at blive, VM-nationer. Det har givet uvurderlig international erfaring. Selvom det er blevet til nederlag, har de kampe været med til at flytte Danmark og placere os et andet sted i international basketball, og ikke mindst i hvordan verden udenfor ser på os og vores potentialer.
– Jeg har været utrolig privilegeret i forhold til de mennesker, jeg har haft omkring mig. Derfor skal der lyde en stor tak til spillerne, trænerne, lederne og hele staben omkring landsholdet. Et landshold bliver aldrig skabt af én person. Det kræver mennesker, der lægger tid, energi og engagement i opgaven, og jeg har sat stor pris på det samarbejde, vi har haft. Tak for kampene, oplevelserne, diskussionerne, sejrene, nederlagene og alle timerne sammen. Det er en periode, jeg kommer til at se tilbage på med stor glæde.
– Jeg stopper med stor respekt for opgaven og med en stærk tro på både spillerne og fremtiden for dansk basketball. Nu er tiden kommet til, at andre skal tage over og bygge videre.
Siden Allan Foss blev genindsat som dansk landstræner har han været med til at forme landsholdet i en yngre retning, og han har været med til at give debut til et hav af spillere så som Tobias Jensen, Dane Erikstrup, Marcus Møller, Adam Heede-Andersen, Gustav Drejer, August Møller, Jermaine Ballisager Webb, Johan Munch, Frederik Drejer Erichsen, Ogbemudia Uagboe, Viggo Rimdal og en række andre spillere.
Fastberg: Svære omstændigheder
I de seneste kvalifikationsturneringer har Danmark mødt modstandere af højeste kvalitet, mens der ofte har været udfordringer med at have visse spillere tilgængelige. Derfor har trænerteamet også haft svære vilkår. Sportschef i Danmarks Basketball-Forbund, Jörgen Fastberg, kommenterer på nyheden om beslutningen fra Allan Foss.
– Allan Foss har valgt at stoppe som landstræner, og det respekterer vi. Foss har ydet en meget stor og loyal indsats for vores forbund – tusind tak for det. Han har haft modet til at udtage unge spillere med stort slutpotentiale og til at følge vores strategi, der ultimativt har sigte mod slutrundedeltagelse, når landsholdstruppen har opbygget den nødvendige kvalitet og bredde. Vi har meget talent, men mangler erfaring på internationalt seniorniveau.
– Omstændighederne har været hårde. Vi har trukket nationer fra øverste hylde og mødt dygtige amerikanere i landsholdstrøjer, som de har båret for første gang mod Danmark. Konkurrencen i international herrebasketball har aldrig været hårdere, de økonomiske krav for at deltage i kvalifikationsturneringerne har aldrig været højere, og presset på spillernes kalendere er efterhånden blevet så stort, at vi sjældent har haft alle til rådighed. Jeg vil gerne takke Allan og hans stab for at tænke langsigtet, bevare fokus og for altid at bringe engagement og tro på tingene til samlingerne.
– Nu skal vi så med ganske kort frist finde en ny træner til at stå spidsen for vores herrer inden landsholdsvinduet i november. Vi ser frem til en god proces og til at få nye øjne og nye perspektiver ind i vores landsholdsprogram, som vil kunne bidrage til at tage yderligere skridt mod at kunne konkurrere med de bedste.
Danmarks Basketball-Forbund påbegynder nu arbejdet på at finde en ny head coach for herrelandsholdet.