0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

Truppen er udtaget: Disse 12 skal dyste mod Georgien

Allan Foss har skåret truppen ned fra 15 til 12 inden herrelandskampen mod Georgien. Der venter en mulig A-landsholdsdebut til det bare 17-årige stortalent Gustav Drejer Erichsen. 

Det bliver en tæt på altafgørende kamp for herrelandsholdet, hvis de skal gøre sig forhåbninger om VM-deltagelse, når de møder Georgien på hjemmebane i Farum Arena. Danmark tabte de første to kampe i november-vinduet, hvor det blev til et nederlag på 64-74 mod stormagten Spanien i Farum Arena, inden Ukraine vandt 88-71 i Riga, hvor det krigsprægede land for tiden spiller på ‘hjemmebane’.

Derfor er dette landsholdsvindue essentielt, hvis det danske herrelandshold i basketball skal gøre sig forhåbninger om at spille sig videre til anden (og sidste) runde af VM-kvalifikationen. Tre af de fire hold fra puljen går videre til anden runde. Georgien tabte ligeledes deres første to kampe mod Ukraine på hjemmebane (79-92) og Spanien på udebane (90-61).

Det første opgør mod Georgien spilles på hjemmebane i Farum Arena, hvor der ventes pæn opbakning til herrelandsholdet, selvom der mangler flere profiler. Iffe Lundberg og Shavon Shields spiller EuroLeague-kamp mod hinanden torsdag aften i Tel Aviv, mens Danmark også må undvære anføreren Mads Bonde Stürup samt profilerne Bakary Dibba og Marcus Møller.

– At have Iffe Lundberg og Shavon Shields rendende rundt i andre arenaer i Europa er naturligvis ikke den fedeste tanke, men vi skal vænne os til at blive dygtigere til at spille uden dem. Det vil sige, at vi skal frem imod 2029-slutrunden (og tiden efter) fortsat skal inkludere og integrere flere spillere, der har et talent og potentiale som ligger på det niveau. Hvis der skal skabes noget på den længere bane, der er bæredygtigt for dansk basketball, så er der kun en vej – flere spillere på højere europæisk niveau, kombineret med stabile spillere i den danske liga eller andre mindre europæiske ligaer, som har centrale roller på deres respektive hold.

– Den proces påbegyndte vi for et stykke tid siden, Marcus Møller, Dane Erikstrup, Tobias Jensen, Gustav Knudsen, Bakary Dibba, Ogbemudia Uagboe, Frederik Drejer med flere, og det vil over tid give resultater. Vi vil gerne måle os med top-24 lande, og vil vi være seriøs contender til det selskab, så er det vejen frem. Derfor kommer vi fortsat til at investere i de store potentialer, kombineret med erfaring og rutine fra blandt andet spillere som Kevin Larsen, Sylvester Berg og Adam Heede-Andersen, så bliver det spændende år, vi går i møde – i perioder sikkert på godt og ondt, men med et stærkere fundament, større inklusion, fokus på potentialerne, og en stærkere outplacement-kultur, så kommer vi i mål.

Truppen

Adam Heede-Andersen (Svendborg Rabbits)
Dane Erikstrup (Donar Groningen)
David Kristensen (CB Zamora)
Gustav Drejer Erichsen (Værløse Blue Hawks)
Gustav Knudsen (BAXI Manresa)
Jonathan Klussmann (Paderborn)
Kevin Larsen (HCA Alicante)
Magnus Møllgaard (Bakken Bears)
Ogbemudia Uagboe (Værløse Blue Hawks)
Sylvester Berg (Bakken Bears)
Tobias Jensen (Ratiopharm Ulm)
Zarko Jukic (Armann Reykjavik)

Der er to nye spillere med i truppen i Gustav Drejer Erichsen på 16 år samt Magnus Møllgaard. Sidstnævnte har noteret sig for en enkelt landskamp mod Kosovo i 2022, mens Drejer Erichsen kan få sin officielle debut. Drejer Erichsen er i øvrigt lillebror til Frederik Drejer Erichsen, der fik debut mod Serbien 21. november 2024 og har spillet tre landskampe.

De 12 udvalgte betyder også, at der er tre, som må sidde over i første opgør. Det valg er faldet på August Engelhardt Møller (Falcon), Gabriel Vogel (Svendborg Rabbits) og Gustav Suhr-Jessen (BC Copenhagen).

Klassemodstander i vente

Det danske herrelandshold har mødt Georgien fem gange og i seneste EM-kvalifikation stod Danmark overfor Georgien i to tætte kampe. Den første blev vundet på hjemmebane, mens den efterfølgende blev tabt med to point i Tbilisi, hvor Danmark havde skuddet for sejren i sidste sekund.

Georgien har et landshold, hvor Tornike Shengelia er den altoverskyggende stjerne, mens georgierne også har for vane at give en amerikaner et georgisk pas. Til denne kamp har de hevet Marcquise Reed ind, selvom han hverken er født eller har spillet i Georgien. Til gengæld har han været en stor stjerne i tyrkisk basketball gennem de senere sæsoner.

Reed bliver den tredje nye amerikaner, der har været på holdkortet for Georgien i de seneste tre kampe mod Danmark.

– Georgien har været deltager i de sidste seks slutrunder, de har været aktuelle til, så det er naturligvis en sindssyg svær opgave, vi står overfor. To af de absolut bedste spillere i Europa er at finde i deres trup – Reed og legendariske Shengelia fra FC Barcelona, og det er de klart bærende kræfter på holdet. Så at vi må undvære de to føromtalte EL-spillere, Dibba, Marcus og Mads Bonde, gør det naturligvis ikke nemmere, men never the less, så går vi naturligvis ind for at gøre så god en figur som muligt, vinde kampene og generelt komme og levere et godt udtryk og indtryk – også imod så stærk en modstander som Georgien.

Herrelandsholdet spiller returkamp mod Georgien i Tbilisi 2. marts kl. 18.00. Begge kampe kan ses på Sport Live.

Flere
nyheder

Scroll to Top