Det danske kvindelandshold har fået nyt trænerteam. Tidligere på måneden kom det frem, at Alva Stark ikke ville forlænge, og derfor blev den sportslige afdeling sendt på arbejde for at finde den rigtige afløser. Fra et stærkt ansøgerfelt er valget faldet på en international trio bestående af head coach Christer Stjernborg samt de to assistant coaches Ivana Kostic og Eduardo Herrero.
Sammensætningen sikrer en trio, der kan supplere hinanden godt, og sportschefen i Danmarks Basketball-Forbund, Jörgen Fastberg, er yderst tilfreds med det nye trænerteam, der skal bygge videre på det arbejde, som senest Alva Stark, Ole John Nielsen og Jesper Andersson har leveret.
– Vi har 12 kvalitetskriterier, som vi ønsker at opfylde i vores landsholdsstab for at skabe forudsætninger for resultater på både kort og lang sigt. Med denne ledergruppe sætter vi helt klart kryds i disse felter. Det betyder, at vi har rigtig gode forudsætninger for at bygge videre på de seneste års fine udvikling med kvindelandsholdet.
– Den kommende struktur for Eurobasket-kvalifikationen betyder, at vi får seks konkurrencekampe pr. sæson, hvilket øger muligheden for at mindske afstanden til de nationer, der deltager i EuroBasket, samtidig med at det selvfølgelig er en spændende udfordring på flere måder, siger sportschefen.
Stjernborg ser spændende udfordring
Christer Stjernborg er ligesom sin forgænger fra Sverige, og den 61-årige head coach kommer med et imponerende CV. I de seneste seks år har han været træner for det nationale basketballgymnasium i Luleå, hvor store svenske talenter som Tilda Trygger (NC State) og Pelle Larsson (Miami Heat) har udfoldet sig.
Inden da har Stjernborg coachet et utal af u-landshold i Sverige, været assistant coach på det svenske herrelandshold, været head coach i den bedste kvindelige basketballrække i Sverige i fem år og syv år i de bedste svenske og norske herrerækker. Nu går turen for første gang i jobmæssig forstand til Danmark, og den svenske træner glæder sig til den nye udfordring.
– Jeg synes, at det er en spændende og interessant udfordring, fordi der er meget talent i dansk basketball. Jeg ønsker at skabe et miljø, hvor vi arbejder hårdt for at opnå ting sammen. Når du gør det, så skal resultaterne nok komme, siger Stjernborg til Danmarks Basketball-Forbund.
Den første opgave for det nye trænerteam bliver at udtage en bruttotrup på 16 spillere senest den 25. maj til samlingen den 12.-15. juni samt 27.-28. juni, inden 12 spillere skal med kvindelandsholdet på træningstur den 29. juni til 5. juli, hvor der skal spilles to træningskampe mod en OL-modstander (som først kan offentliggøres senere).
Til sommerens aktiviteter vil trænerteamet fokusere på basal holdforsvar, transition og placeringer i angreb. Desuden vil trænerteamet se, hvordan de arbejder sammen på og udenfor banen. Og nu starter forberedelsestiden for alvor for den nye kvindelandstræner.
– Jeg har set det danske kvindelandshold spille i den seneste EuroBasket Qualifiers, men jeg skal til at se rigtig mange kampe og snakke med de øvrige trænere i de kommende uger.
Som det fremgår i Stjernborgs CV, så har han prøvet at træne på mange forskellige niveauer, hvor han har trænet ungdom, senior, herrer og kvinder. Én ting mener han skiller sig særligt ud.
– Jeg synes, at det er mere vigtigt at spille holdbasketball for kvinder. Og det er for mig positivt!
Dansk erfaring hos assistant coaches
Selvom det er første danske trænerjob for den nye head coach, så er han flankeret af to assistant coaches, som begge har erfaring fra dansk basketball. Serbiske Ivana Kostic trænede både klubber og ungdomslandshold i Danmark fra 2010 til 2019. I øjeblikket er hun træner på Notre Dame Academy, men hun flytter efter denne sæson tilbage til Europa. Hun repræsenterede desuden Danmark i FECC-programmet.
Eduardo Herrero har været træner for eliteforberedende aktiviteter i Zentro i Madrid fra 2013 til 2023, hvor flere danske talenter har spillet. Herefter tog han turen til Danmark, hvor han har trænet SISU’s hold i Kvindebasketligaen, der i år var sekunder fra en finaleplads i semifinaleserien mod Falcon.
Derfor har begge assistant coaches erfaring og kendskab til mange danske spillere, hvorfor den sportslige afdeling forventer, at de tre trænere kommer til at danne en stærk trænertrio for det danske kvindelandshold.
Emil Lorentsen Marais fortsætter på holdet som fysioterapeut, mens Pierre Müller fortsætter i rollen som delegationsleder.