Helge Dalum sov stille ind tirsdag den 19. maj 2026 efter et par svære år med Alzheimers.
Helge var indbegrebet af en ILDSJÆL. I 1978 fik Hørsholm Skole bygget en stor idrætshal efter pres fra Helge. Her blev der plads til en basketballbane og fire ekstra kurve, og det fik Helge til at starte en interessegruppe ved skoleårets start 1978/79. Ved første træning, som Helge styrede, dukkede 30 unge piger og drenge op og flere strømmede til. Den 4. december 1979 afholdtes stiftende generalforsamling i kantinen på Hørsholm Skole, og Hørsholm Basketball Klub var en realitet.
I løbet af få år voksede klubben sig til en af Danmarks største målt på spillere, trænere, dommere og ledere, og alle bidrog i Helges frivillige ånd. Han var nemlig en mester i at motivere og give plads. Ingen ideer var for dumme eller dårlige, og hurtigt fik de mange frivillige etableret telefonbogsuddeling & loppemarked (penge i klubkassen), udenlandsture, sommer camp (landets ældste og fortsat største), klubfester, revy, klubblad, Basket Kanalen (egen video kanal) m.m. Der var altid højt til loftet.
På den sportslige side leverede ungdomsholdene hurtigt mange danmarksmesterskaber, og allerede i 1991 vandt klubbens herrehold DM-guld. Dette blev gentaget i 1993, og siden da har dameholdet været klubbens flagskib med hele 10 DM-guld og fem pokaltitler.
I familiens hjem på Gøgevang 66 i Hørsholm var døren altid åben. Her samlede Helge og hans kone Birgit de frivillige til bestyrelsesmøder, trænermøder og lignende, og i klubbens unge år afholdt de Skt. Hans for de unge, som kunne overnatte i huset. Sommerhuset i Klint ved Rørvig blev også anvendt til utallige møder og sammenkomster i klubbens regi. Familiens Volvo’er blev ivrigt brugt som holdtransport til kampe og stævner, og den lysebrune stationcar kunne godt rumme et helt minihold.
Det var før, at seler til alle i bilen blev påbudt. Basketballklubben og familien Dalum blev et omdrejningspunkt for rigtig mange unge, som den dag i dag nyder godt af de stærke venskaber, der blev skabt i 1980’erne og 90’erne. Mange har endda skabt deres familie qua klubben.
Helges egen basketballkarriere startede i Efterslægten, og det blev også til kampe på det danske landshold. Senere spillede Helge på herreholdet i Glostrup IC, som var inspiration for Hørsholm Basket i de tidlige år.
Professionelt drev Helge igennem årtier en tandklinik på Falkoner Allé sammen med Birgit. På den måde spillede de to sammen – både på arbejdet og i fritiden, og selvom Helge var den der trak mest opmærksomhed, så var det tydeligt for enhver, at ‘bag en stærk mand står en stærk kvinde’. Mange fra klubben samt folk fra det storkøbenhavnske basketballmiljø var klienter i Helges tandlægestol, og med ens mund proppet med vat kunne han tale om basketball, uden man havde en chance for at kommentere eller opponere.
Det blev der dog som regel mulighed for, når man efter endt behandling blev tilbudt kaffe i frokoststuen. Der er mange, der med et smil på læben vil nikke genkendende til, at Helge havde en evne til at få en til at sige ja til en opgave, inden man rent faktisk helt præcist vidste, hvad opgaven gik ud på.
I hans virke som klubbens første formand (1979-1984) og senere som menigt bestyrelsesmedlem og klubbens ‘grand old man’ var han aktiv og konstruktiv i samarbejdet mellem klubben og Hørsholm Kommune, hvilket skabte stor respekt for klubbens virke og positive indflydelse på de unge mennesker. I de senere år blev han fortsat betragtet som en af klubbens stærkeste kulturbærere.
Helge vil altid blive husket for sit enorme engagement og rummelighed, sin positive og motiverende tilgang til folk, og som den, der satte Hørsholm Basket (i dag Hørsholm 79ers Basketball refererende til klubbens etablerings år) på landkortet. På nethinden vil man altid have hans karakteristiske og flotte cykelstyr-overskæg.
Helge blev 86 år og efterlader sig tre børn, syv børnebørn og tre oldebørn.
Bisættelsen finder sted Grundlovsdag fredag den 5. juni 2026 kl. 10:30 i Hørsholm Kirke.
På vegne af Hørsholm Basketball Klub 79ers
Peter Damm & Henrik Henriksen