Når de danske kvinde- og herrelandshold i de kommende måneder jagter historiske slutrundebilletter, kan fans over hele landet følge med direkte på SPORT LIVE.
Danmarks Basketball-Forbund og SPORT LIVE har indgået en ny aftale, der sikrer, at alle kommende kvalifikationskampe for både kvinde- og herrelandsholdet bliver vist live på dansk tv.
– Det betyder utrolig meget for os som forbund og for dansk basketball, at hele landet får mulighed for at følge landsholdene i denne spændende kvalifikationsperiode, siger Jesper W. Sørensen, direktør i Danmarks Basketball-Forbund.
– Vi har to landshold, der står foran nogle store kampe – og store muligheder. Eksponeringen på SPORT LIVE er med til at give spillerne og sporten den opmærksomhed, de fortjener.
Historisk mulighed for herrerne
Efter en flot præstation i sommerens præ-kvalifikation er herrelandsholdet klar til den afgørende runde i kampen om en plads ved VM 2027 i Qatar. Danmark møder Spanien, Georgien og Ukraine i en spændende gruppe – og jagten på en VM-billet bliver sendt direkte til de danske seere. Danmark har aldrig tidligere kvalificeret sig til et verdensmesterskab, og derfor er der lagt op til et stykke basketballhistorie, hvis holdet kan fortsætte udviklingen.
De første to kampe spilles i november: hjemme mod Spanien den 27. november i Farum Arena og ude mod Ukraine tre dage senere. Udekampen spilles på grund af den nuværende situation på neutral grund.
Kvinderne jagter første EM i 53 år
For kvindelandsholdet venter EM-kvalifikationen, hvor Danmark skal op imod Nordmakedonien, Kroatien og Grækenland. En EM-deltagelse vil være den første siden 1974, og holdet er fast besluttet på at bygge videre på de seneste års fremgang. ”Det er helt afgørende for os, at vores kvindelandshold bliver set og støttet – og at dansk basketball får lov at inspirere næste generation af spillere, både drenge og piger,” siger Claus Koch. ”At kampene nu bliver vist på tv, er et vigtigt skridt i den udvikling.”
SPORT LIVE fortsætter basketballsatsning
SPORT LIVE har i flere år dækket dansk basketball tæt, herunder Basketligaen, pokalturneringen og 3×3-events. Med den nye aftale udvides samarbejdet med forbundet til også at omfatte samtlige landskampe i kvalifikationen frem mod EM og VM i 2027.
Flemming Kjellerup, direktør hos SPORT LIVE, udtaler:
– Vi er glade for at fortsætte vores engagement i dansk basketball, som også omfatter både liga- og pokalkampe. Især herrelandsholdet har vist en enorm passion og et højt sportsligt niveau i de senere år, og Danmark har vel lige nu det bedste landshold nogensinde. Og på kvindelandsholdet begynder en ny æra under et nyt trænerteam og med flere nye spillere, der er kommet til Europa efter college.
Kampprogram (med forbehold for ændringer):
Kvindelandsholdet – EM-kvalifikation
12. november 2025: Nordmakedonien – Danmark
15. november 2025: Kroatien – Danmark
18. november 2025: Danmark – Grækenland
11. marts 2026: Danmark – Nordmakedonien
14. marts 2026: Danmark – Kroatien
17. marts 2026: Grækenland – Danmark
Herrelandsholdet – VM-kvalifikation
27. november 2025: Danmark – Spanien
30. november 2025: Ukraine – Danmark
27. februar 2026: Danmark – Georgien
02. marts 2026: Georgien – Danmark
02. juli 2026: Spanien – Danmark
05. juli 2026: Danmark – Ukraine
SPORT LIVE kan ses af over en million danskere via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox, Ekstra Bladet+, Bold+, JFM Play samt Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.