Det er mildest talt en sjov tid, hvis man holder med BMS Herlev. Mandag aften satte de punktum på en forrygende sæson, da de blev kronet som mestre i Kvindebasketligaen – og dermed kunne tage klubbens fjerde DM-titel i sæsonen.
Titlen kom i hus efter en sejr i den tredje og afgørende DM-finale mod SISU på udebane i Gentoftehallen. BMS Herlev vandt kampen med 67-63, selvom SISU leverede et stort comeback undervejs.
Danmarks Basketball-Forbund har taget fat i klubbens sportschef, Jesper Lundin:
– Det har været en utrolig spændende og lærerig sæson for os. Vi mistede to guards inden sæsonen, og Katrine Jessen sad ude med en korsbåndskade. Vi tabte fem ud af de første seks kampe. Pludselig vendte det hele, og vi har set en fantastisk udvikling hos spillerne!
– Det har været inspirerende at opleve, hvordan de unge talenter har taget ansvar på banen godt støttet af vores få rutinerede spillere – som også er unge. Hele holdet har virkelig arbejdet sammen, og stemningen har været fantastisk både på og uden for banen. Det har været en sæson fyldt med hårdt arbejde, glæde og nogle nervepirrende kampe, som har gjort os stærkere som hold.
Vejen til guldet
BMS Herlev sluttede grundspillet som nummer fire, og derfor skulle de i første omgang spille kvartfinaler mod BK Amager. Her blev det til to sejre på 62-54 og 62-71, og dermed ventede Falcon i semifinalen.
Falcon havde vundet grundspillet, og de kom også bedst fra land med en sejr på 54-45 i første kamp. BMS Herlev forsvarede dog hjemmebanen i kamp to, hvor de vandt 82-67, og dermed skulle semifinaleserien ud i en afgørende kamp tre. Her viste BMS Herlev koldblodighed og bookede en finaleplads efter en sejr på 48-60.
I finalen ventede SISU, der havde slået andetseedede Aabyhøj ud af semifinalerne, og der ventede tre tætte finaler.
Første kamp vandt SISU 53-49 i Gentoftehallen, men BMS Herlev udlignede med en sejr på hjemmebane med 55-53. Ligesom i semifinalen skulle BMS Herlev derfor ud i en afgørende kamp tre, og igen viste de koldblodighed og sikrede en sejr på 63-67.
– Det viser virkelig holdets mentalitet og vilje. Vi har en gruppe, der ikke giver op, selv når det bliver svært. Spillerne har turdet stole på hinanden i de afgørende øjeblikke. Det er en gruppe, der arbejder for hinanden, og det er tydeligt, at det tætte samarbejde giver resultater, også når kampene er helt lige Mange af spillerne har i ungdomsårene vundet alt, så den vindermentalitet har også været et plus.
Rydder bordet
BMS Herlev har tidligere på sæsonen sikret sig DM-guldet i U15 piger, U17 kvinder og U19 kvinder. Dermed har de taget alle DM-pokaler på kvindesiden i denne sæson – en uhørt bedrift!
– Det er mange års arbejde, der for alvor bærer frugt nu. DM-guld i U15, U17, U19 og Kvindebasketligaen er aldrig sket for nogen før, og det sker nok heller ikke igen. Det er den perfekte ‘en ud af en millon’ sæson!
Klubben bryster sig med sloganet ‘Mesterskaber gennem fællesskaber’ – og det må siges at holde stik i denne sæson. Men hvad er det egentligt, de lykkes med i BMS Herlev?
– Vi har haft stor fokus på at skabe et godt miljø for vores spillere fra de er helt små. Helt nede fra U5/U7 har vi et højt aktivitetsniveau, så vores spillere tidligt elsker at være en del af klubben. Vi har dygtige trænere fra de er helt små, så de lærer de rigtige ting fra begyndelsen. Vi arbejder med gode relationer mellem trænere og forældre. Det er vigtigt at få forældrene med ombord, så der er opbakning hjemmefra – også på de kedelige vinterdage med frost, sne og mørke.
– Vi er én stor familie herude. Det er mange af de samme trænere, der har været her i mange år. Vi deler ud af vores viden og erfaringer, så det der virker går igen på alle holdene. Vores høje aktivitetsniveau gør, at vi er meget tætte – ikke kun blandt trænerne, men også holdene imellem. Det giver en helt særlig kultur.
– Ligaholdene kommer og hepper på de yngre hold. Hvor ser man ellers det henne? Men når vi træner, så træner vi. Det som er sjovt ved at gå til basketball er, at man kan mærke og se udviklingen. Spillerne kan mærke, at de udvikler sig. Den selvtillid bruger de til at blive endnu bedre, og selvtilliden kan de også bruge andre steder i livet.