Da medlemstallene for 2024 for nyligt blev offentliggjort af Danmarks Idrætsforbund, kunne det igen konstateres, at Falcon er landets største basketballklub efter et års fravær fra tronen. SISU toppede således listen i 2023.
Danmarks Basketball-Forbund har fanget Lars Christensen, formand i Falcon, til en snak om klubben, evnen til at fastholde piger og kvinder samt fremtiden for Falcon. Og det betyder noget for selvforståelsen, at klubben fra Frederiksberg igen er landets største.
– Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke betød noget for vores selvforståelse i Falcon, at vi er landets største klub. Det er vi både glade for og stolte over, men vi er i Falcons bestyrelse også ekstremt opmærksomme på, at der med størrelse følger et ansvar – et ansvar for at gøre det ordentligt og ikke mindst for at bidrage til, at hele basketball-Danmark vokser, og at kvaliteten højnes på alle niveauer.
Hver 10. kvinde spiller i Falcon
I 2024 nåede Danmarks Basketball-Forbund op på 21.445 medlemmer, hvoraf 1291 spiller basketball i Falcon. Men det er ikke kun i det samlede billede, at Falcon fører an på medlemsfronten. På landsbasis er der kun 25 procent kvinder i sporten (5.334), mens 39 procent af Falcons medlemmer er kvinder (503).
Dermed er Falcon suverænt den danske klub med flest kvindelige medlemmer, hvor næsten hver 10. kvindelige basketballspiller i Danmark spiller. Men hvad gør Frederiksbergklubben for at tiltrække piger og kvinder?
– Vi er i Falcon ekstremt bevidste om, at ikke alle skal have den samme ‘pakke’. Vi udtrykker det ofte sådan, at vi helst ikke vil tale om ‘elite’ og ‘bredde’, men derimod om kvalitet på alle niveauer. Og det, tror jeg, er en stor del af vores succes med vores piger og kvinder. Der er rummelighed – og det betyder meget for pigerne. Mens drengene ofte er meget fokuserede på det, der foregår på banen, oplever vi i høj grad, at piger og kvinder er optagede af helheden: venskaberne og de sociale relationer. Og det gør vi meget for at understøtte.
– Noget andet er, at vi for det første ikke har niveauinddeling, før spillerne bliver U12. Det er vigtigt for at opbygge venskaber. Og for det andet har vi – takket være vores størrelse – det privilegium, at vi ikke behøver at blande årgange. Således har vi både på drenge- og pigesiden rene årgangshold. Det betyder, at der over årene er tid til at opbygge og styrke relationerne. Igen – det oplever vi som særligt vigtigt for pigerne.Derudover er jeg som formand i Falcon også ekstremt stolt af det hold af trænere, holdledere og frivillige, vi har omkring alle vores pigehold. De er der altid – og de er altid ‘på’. Og der er en fælles forståelse af, at i Falcon vil vi pige- og kvindebasketball lige så meget, som vi vil det for drenge og mænd.
Lars Christensen sender også en særlig ros til klubbens Kvindebasketligahold, som i weekenden slog Aabyhøj 3-0 i DM-finalen og sikrede klubben endnu et dansk mesterskab.
– Og endelig skal jeg bestemt også nævne, at vores meget succesfulde Kvindebasketligahold er en væsentlig ledestjerne for vores yngre piger, som virkelig ser op til spillerne. Ligaholdet er samtidig aktivt deltagende i klublivet – det sætter vi stor pris på. I den forbindelse vil jeg også gerne rose både kvinderne i de andre klubber i Kvindebasketligaen og spillerne på kvindelandsholdet, som efter min mening altid er imødekommende og støttende over for pigebasketballspillere. Bliv endelig ved med det!
Kursskifte på Frederiksberg
I 2012 havde Falcon 462 medlemmer. I 2024 er klubben nået op på 1291. De fleste danske basketballklubber drømmer nok om samme vækst som Falcon, men med den i forvejen store medlemsstigning er vækst ikke længere en kernemålsætning i Falcon. I stedet fokuserer Lars Christensen på andre parametre, der skal være med til at få sporten til at vokse.
– For omkring 10-12 år siden blev der sat gang i en vækstrejse i Falcon, og den har været meget succesfuld. Men faktisk har vi inden for de sidste 2-3 år ændret kurs en smule. Vi ønsker naturligvis stadig, at verdens bedste sport – basketball – bliver ved med at vokse på Frederiksberg, men det skal ikke bare være vækst uden mål og kvalitet. Og når man når en vis størrelse, bliver det nødvendigt at styrke både administration og økonomi. Derfor har vi også ansat en fast klubchef, så vi er sikre på, at der er et solidt økonomisk og administrativt fundament for klubbens udvikling.
– Så ‘vækst’ er faktisk taget ud af vores kernemålsætninger, og i stedet har vi et benhårdt fokus på kvalitet og ordentlighed. Vi er da også overbeviste om, at vores vækstrejse nok skal fortsætte, men vi er samtidig opmærksomme på, at hele basketball-Danmark skal vokse. Jeg må indrømme, at jeg er lidt bekymret for, at der i visse klubber nu er en stagnation – og jeg er særligt bekymret for, at vi generelt i basketball-Danmark fortsat ikke er gode nok til at holde fast i pigerne, når de bliver teenagere.
I 2024 oplevede Danmarks Basketball-Forbund en vækst på 0,8 procent, hvilket er væsentligt mindre end de forgangne år, hvor forbundet, ligesom Falcon, har oplevet en flot medlemsfremgang fra 10.806 i 2013 til 21.445 i 2024. Flere klubber i særligt de store byer oplever dog, at det er svært at få haltid til de mange nye medlemmer, og det har de også mærket på Frederiksberg.
– I forhold til vækst har vi på Frederiksberg også meget betydelige begrænsninger, når det gælder halkapacitet. Og selvom vores ventelister over det seneste år er blevet reduceret – blandt andet gennem en meget målrettet indsats i forhold til kapacitetsstyring – så kunne vi have mange flere medlemmer i Falcon, hvis vi havde mere haltid.
– Når det er sagt, har vi et godt samarbejde med Frederiksberg Kommune, og det er dejligt at opleve, at det politiske flertal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse godt kan se, hvor vigtig Falcon er for udviklingen af Frederiksberg som et attraktivt sted at bo og være. I det hele taget har vi i Falcons bestyrelse sat fokus på, at vi skal være bevidste om, at vi kommer fra Frederiksberg. At vi er en væsentlig faktor i bylivet. Det gælder f.eks. også i forhold til vores lokale erhvervsliv, hvor vi har gjort en aktiv indsats for at styrke relationerne – blandt andet gennem oprettelsen af et Falcon-erhvervsnetværk.
Fyrtårnet på Frederiksberg
Lars Christensen er positiv, når det gælder fremtiden for klubben og rækker desuden en hånd ud til andre klubber, der ønsker vækst.
– Jeg er optimistisk på Falcons vegne, når det gælder fremtiden. Jeg siger ofte, at i Falcon samler vi på venskaber – og hvis vi fortsat kan bevare fokus på netop venskaber, kvalitet og ordentlighed, så er jeg overbevist om, at vores fremgang vil fortsætte. Derudover ønsker vi i Falcon i høj grad at være et fyrtårn for andre klubber.
– I Falcons bestyrelse er vi særligt optagede af, hvordan vi kan støtte mindre klubber i deres vækstrejse. Det gør vi blandt andet ved at se på, hvordan vi kan inkludere frivillige og trænere fra andre klubber i vores træner- og dommerakademi. Generelt står vi meget gerne til rådighed for at hjælpe andre klubber med at vokse og med at sikre høj kvalitet i det, vi alle sammen arbejder for.