På trods af fin opbakning i Gentoftehallen til kampene mod Sverige og Storbritannien, så endte det danske kvindelandshold med to nederlag på hjemmebane.
Missionen var svær. Det krævede to sejre mod Sverige og Storbritannien, hvis den danske EM-drøm skulle leve – og selv det var ikke nødvendigvis nok, da EM-drømmen så ville afhænge af andre resultater.
De danske kvinder kom godt fra start i første kamp mod Sverige, der allerede var kvalificeret til EM med fire sejre i de første fire gruppespilskampe. Desværre vågnede de svenske stjerner gevaldigt op og fik sat et stort tryk på de danske spillere, som langsomt kom længere og længere bagud.
På trods af store præstationer af flere af de danske spillere, særligt Julianna Okosun med imponerende 23 point og 12 rebounds, så kunne Sverige til slut løfte hænderne med en sejr på 72-98.
Det betød, at den danske EM-drøm var brast allerede inden kampen mod Storbritannien, som derimod kom til Danmark ivrige efter en sejr, der kunne sende dem til EM, hvis de ender som en af de fire bedste 2’ere på tværs af de otte puljer.
Fra kampens start var det tydeligt, at Storbritannien var sultne efter sejren, og de vandt første periode med 15 point og holdt Danmark nede på syv point.
Briterne fortsatte tempoet i anden periode, men efter pausen kom Danmark bedre med i opgøret. Desværre rakte det ikke til en sejr, og de danske kvinder sluttede derfor kvalifikationen med et nederlag på 58-75.