0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

Danes Abroad: Webb går i familiens fodspor

Fra den lille by Stjær i Østjylland med omtrent 1000 indbyggere til Portland i USA med over 650.000 indbyggere. Jermaine Ballisager Webb har allerede været på en lang rejse til USA, hvor han lever basketballdrømmen og spiller i den bedste collegerække i USA.

Det lå i kortene fra barns ben, at Jermaine Ballisager Webb skulle spille basketball. Moderen Birna Ballisager har tidligere optrådt for det danske kvindelandshold og spillet i både Danmark og udlandet, mens faderen Kenneth Webb også spillede basketball på højt plan og endda blev draftet til NBA af New Jersey Nets (i ottende runde som nummer 164).

Det var på grund af basketball, at Kenneth Webb kom til Danmark, hvor han mødte Birna Ballisager. De fik to børn, Jermaine og Ulysses, som begge spiller basketball i USA. Det er med andre ord en sand basketballfamilie, som hovedpersonen i denne udgaves Danes Abroad kommer fra.

Transfer til Portland

Jermaine Ballisager Webb har netop spillet sit junior year på college, og det blev den første sæson hos Portland Pilots. Det blev en hård sæson for den dansk-amerikanske center, der har bøvlet med skader. Det kan være en af grundene til, at han har fået begrænset med spilletid, hvor han i 29 kampe bare har snittet 10 minutter per kamp.

– Sidste sæson var min første her i Portland, så den var fuld af op- og nedture, og jeg har arbejdet meget på at komme tilbage fra min skade, så det har ikke været helt nemt, siger Webb til Danmarks Basketball-Forbund.

Nu håber den 216 centimeter høje center, at næste sæson bliver skadesfri, så han kan afslutte tiden på college optimalt.

– Jeg håber at slutte hele college-oplevelsen af på en god måde med en solid sæson, der vil sætte mig op for den bedst mulige start på professionel basketball.

Inden Webb lavede en transfer til Portland spillede han to sæsoner for American University, som ligger i Washington DC. Det var starten på college for danskeren, og særligt den første sæson står stadig højt i hukommelsen.

– Jeg har oplevet mange fede ting i USA, men mit freshman year, da jeg spillede for American University, slog vi både Georgetown og George Washington, som gjorde os til det uofficielle bedste hold i DC.

Savnet til Danmark

Jermaine Ballisager Webb har efterhånden været i USA i en årrække, hvor han både var på high school på George Harris Prep School og Monteverde.

Under Covid-19 havde han dog en kort afstikker til Danmark, hvor han fik 15 kampe i Basketligaen – 14 for Bears Academy og én for Bakken Bears. Inden Webb tog til USA spillede han også for Hadsten.

Ifølge den unge dansker er der store forskelle på spillet i Danmark og i USA.

– Spillet i USA er meget fysisk og psykisk, og det er mindre teknisk herover, men det er meget hårdt på det fysiske og psykiske plan.

Tiden væk fra Danmark har også givet et afsavn til vennerne, højtiderne, og hvad vi andre ofte tager for givet. Derfor nyder Webb også, når han møder andre danskere i collegekampene.

– Det bedste er nok, når man spiller mod nogle andre danskere. Jeg spillede selv mod to i år, og det var ret sjovt. Det, som jeg savner mest, er nok den klassiske med, at alt der foregår i Danmark er langt væk.

Webb og Portland Pilots mødte i denne sæson Dane Erikstrup og Washington State to gange, og de to kender blandt hinanden fra U20-herrelandsholdet, der var samlet sidste sommer. Webb mødte også Johan Munch, der spiller for Oregon State.

Fra U- til A-landshold

Gennem de senere år har en række u-landsholdsspillere taget springet op til A-landsholdet – bl.a. flere af af holdkammeraterne fra U20-herrelandsholdet som Dane Erikstrup, Andreas Holst og Anton Østoft.

Jermaine Ballisager Webb har ikke fået debut på A-landsholdet endnu, men det ligger i kortene, at han kan blive en af de næste til at tage skridtet til at være blandt de 12 bedste herrespillere i landet.

– Jeg elskede mine år på alle ungdomslandsholdene, og jeg lærte meget, om hvilken type spiller jeg ville være. Jeg har døjet med forskellige småskader og skiftede skoler, men selfølgelig håber jeg, at herrelandsholdet kommer på et tidspunkt.

Det danske herrelandshold samles denne sommer med henblik på VM-prækvalifikationen i august, hvor Danmark møder Kroatien og Norge, og det er nogle kampe, som Webb håber på at være med til.

– Det ville uden tvivl være en kæmpe ære at være med, og det er selvfølgelig et individuelt mål, jeg gerne vil nå.

Da Webb var yngre, var svaret, at han drømte om at spille for herrelandsholdet og NBA. Nu er han blevet 22 år, og svaret har ændret sig en smule.

– Jeg drømmer om at opleve verden og spille på det højeste mulige plan, hvad end det nu er for mig.

Den unge dansker går i fars fodspor og bliver draftet til NBA eller opnår en professionel udlandskarriere som begge hans forældre er endnu uvist. Men fremtiden ser lys ud for Webb, hvis han kan holde sig skadesfri. Dette var den 12. udgave af Danes Abroad, hvor vi tager læseren med på en rejse til en af de danske spillere i udlandet.

Flere
nyheder

Scroll to Top