For 15. år i streg lagde Forum Horsens gulv til Andelskassen Pokalfinale for herrer, hvor Randers Cimbria og Bakken Bears dystede i en gentagelse fra pokalfinalen fra 2023. Til modsætning til finalen dengang var der søndag drama til sidste sekund, hvor Randers kunne juble over en sejr på 76-75.
Der var søndag lagt op til fest i Forum Horsens, hvor 1440 tilskuere var med til at skabe en flot ramme i Forum Horsens til Andelskassen Pokalfinalen.
Begge hold lagde ud i et intenst tempo, og efter en tæt første periode var Randers Cimbria første mandskab til at udnytte et momentum til at trække fra i anden periode, hvor kronjyderne kom foran 41-32. De sejrsvante bjørne fra Aarhus lagde sig ikke ned uden kamp og fik skruet op for intensiteten i defensiven, hvorfor første halvleg sluttede 43-42 til Cimbria.
Efter pausen fortsatte Bakken Bears de gode takter fra slutningen af anden periode, og med stor hjælp fra et tændt publikum kom Bears foran 45-55, inden Jeffrey Fawme, head coach for Randers, havde set nok og tog en timeout. Her blev der talt med store ord, og det var med til at få Cimbria tilbage i opgøret.
Med et dunk fra Bakary Camara var Randers tilbage i front med fem minutter tilbage af opgøret, og de mange tilrejsende Randers-fans kunne igen begynde at drømme om den første titel i klubbens historie.
Herfra bølgede finalen frem og tilbage, men med et minut tilbage kom Bakken foran 74-75 på et free throw fra Terrence Hargrove Jr. En stærk afslutning fra Avery Anderson III sendte efterfølgende Randers foran med en med 20 sekunder igen, men aarhusianerne havde ikke held med afslutningerne i modsætte ende, og derfor endte det med en historisk sejr til Randers Cimbria på 76-75, som dermed sikrer sig klubbens første titel.
Årets Andelskassens Pokalfighter blev Bakary Camara fra Randers, der sluttede kampen med 16 point, tre steals, tre assists og to rebounds.