Det danske kvindelandshold i basketball leverede lørdag et kæmpe resultat, da de slog Kroatien med 77-89 på udebane i Slavonski Brod.
Der var lagt op til en svær udebanekamp i Kroatien for det danske kvindelandshold, da de skulle forsøge at komme tilbage på sejrssporet efter nederlaget i Nordmakedonien.
Kroaterne kom med selvtillid ind til kampen, da de på udebane havde slået gruppefavoritterne fra Grækenland, men de måtte dog undvære to af deres store profiler til opgøret mod Danmark.
Og det udnyttede Danmark fra kampens start. Selvom hjemmeholdet kom foran 8-4, så havde de danske kvinder fået skruet gevaldigt op for den defensive indsats ift. kampen mod Nordmakedonien.
Samtidig havde Kroatien svært ved at kontrollere Julianna Okosun under kurven, og Danmark vandt en velspillende første periode med 23-29. Kroatien kom bedre med i anden periode og ved pausen var det helt lige 42-42.
Frida Formann havde kun spillet to minutter af første halvleg, da hun tidligt kom i fejlproblemer, men hun åbnede anden halvleg med en trepointsscoring, der sendte Danmark tilbage i front.
Alberte Rimdal fulgte op med to trepointsscoringer, der sendte Danmark op på 46-51, men Kroatien fik bedre styr på spillet og førte 67-63 inden sidste periode.
Okosun åbnede med en and-1, og det var med til at sætte tonen for den sidste periode, hvor Danmark var rødglødende. De danske kvinder ender med en flot sejr på 77-89.
Okosun spillede en monsterkamp, hvor hun sluttede med 28 point og 19 rebounds.
Dermed er Gruppe F helt lige, hvor alle hold har vundet og tabt én kamp.
– Sejren betyder utroligt meget for os og hele gruppen. Jeg er virkelig stolt af, at vi holdt hovedet højt efter nederlaget mod Nordmakedonien og gik ind til kampen, med at vi skulle vinde, siger Frida Formann.
Næste opgave for Danmark bliver tirsdag den 18. november, hvor Grækenland kommer på besøg i Gentoftehallen.
– Vi ved, at vi kan slå Grækenland. Vi skal være super skarpe og holde vores aftaler, og når vi får lidt momentum, så er vi et farligt hold at spille mod, siger Formann.