I den tiende udgave af Danes Abroad er vi igen taget til Spanien, hvor vi har fået fat på Mads Bonde Stürup, der har været i Spanien i de sidste ni sæsoner. I denne sæson spiller den danske forward for Gipuzkoa Basket, der hører til i San Sebastian.
Det er Bonde Stürups anden sæson for Gipuzkoa, der spiller i den næstbedste spanske række LEB Gold, og i denne sæson har han spillet 26 kampe, hvor han snitter 15 minutter, 3,1 point og 1,6 rebounds. Danskeren spiller i den imponerende arena Plaza de Toros de Illumbe med plads til 11.000 tilskuere.
Klubben er dog lidt fra fordums styrke, hvor de var en fast del i Liga ACB i en årrække, og denne sæson har heller ikke levet op til forventninger i den smukke by i Baskerlandet.
– Det har været en lidt turbulent sæson. Holdet havde en svær start resultatmæssigt, og jeg har skulle kæmpe mig tilbage fra en skulderskade. Heldigvis er tingene vendt, vi har nu gode chancer for at nå playoffs, og jeg er tilbage fra skaden. Så jeg håber, vi kan slutte sæsonen stærkt af, siger Bonde Stürup til Danmarks Basketball-Forbund.
Drømmen om Spanien
En drengedrøm er gået i opfyldelse for Mads Bonde Stürup. Og det gjorde den faktisk for ni år siden, da den danske forward tog turen fra Team FOG Næstved til Avila i den tredjebedste spanske række. Bonde Stürup har i sin tid i Spanien prøvet kræfter med den bedste række, næstbedste og tredjebedste række.
– Som barn drømte jeg tidligt om at spille i Spanien, så jeg nyder virkelig at udleve den drøm. Gennem årene har jeg opbygget mit basketballnavn her, og jeg synes, at ligaen (LEB Gold, red.), jeg spiller i nu, er både sjov og meget konkurrencedygtig.
– Det største har helt klart været at få debut i ACB og spille nogle rigtig gode kampe for Tenerife. Og så var det en kæmpe oplevelse at spille i Girona med Marc Gasol, hvor vi vandt og rykkede op til ACB. Generelt har det også været en stor oplevelse at arbejde mig op gennem de spanske rækker og virkelig mærke den specielle spanske basketballkultur.
Med ni år i Spanien er Bonde Stürup for alvor blevet en Dane Abroad, og selvom savnet til familien og de tætteste venner er stort, så står det ikke nødvendigvis skrevet i kortene, at han vender hjem mod Danmark foreløbigt.
– Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver i udlandet, men lige nu er jeg glad og synes stadig, det er sjovt. Nogle gange leger jeg med tanken om at prøve en anden liga end den spanske. Men efter mange år i en lidt utilregnelig branche har jeg lært at tage tingene én træning, én dag og ét år ad gangen. Det kunne selvfølgelig også være fedt at slutte karrieren af i Danmark og Basketligaen.
Selvom danskeren har spillet professionel basketball i mange år, så har han også brugt tiden i Spanien på skolebænken, som skal være med til at fremtidssikre Bonde Stürup efter den aktive karriere.
– Mens jeg har spillet i udlandet, har jeg gennemført en professionsbachelor i international marketing og salg. Den uddannelse, håber jeg, at kunne bruge til at arbejde inden for sportens verden, når jeg engang lægger skoene på hylden.
Herrelandsholdets faste arbejdsmand
Mads Bonde Stürup har spillet 37 kampe på det danske herrelandshold, og han er dermed den aktive landsholdsspiller med fjerdeflest kampe – kun overgået af Jonas Zohore, Iffe Lundberg og Darko Jukic.
Den danske forward har sjældent været den, der har stået forrest i rampelyset, men han har altid været garant for en stor arbejdsindsats, solidt forsvarsspil og været en trofast holdspiller. Han har som den eneste været med til samtlige af de seneste 26 herrelandskampe, og det betyder noget særligt for Bonde Stürup at repræsentere Danmark.
– Det betyder virkelig meget for mig og gør mig enormt stolt, hver gang jeg trækker landsholdstrøjen over hovedet. Som udlandsdansker savner man automatisk sit hjemland lidt mere, og det gør nok også, at det forstærker ens følelser omkring landsholdet. Så jeg nyder exceptionelt meget at komme hjem til vante rammer og kæmpe sammen med de gode gamle danske drenge.
I seneste kvalifikationsvindue var det tæt på at lykkes for det danske herrelandshold at kvalificere sig til et historisk EM, og selvom det ikke lykkedes i denne omgang, så tror Bonde Stürup fortsat på, at der venter en snarlig slutrunde til det danske herrelandshold.
– Det var et hårdt slag – både personligt og for holdet – ikke at kunne kvalificere Danmark, og det er noget, jeg stadig ikke helt er kommet over. Men jeg tror på, at vi som hold og som forbund kan bruge den sidste kvalifikation som dyre lærepenge og virkelig forbedre os fremadrettet. Jeg ser et stærkt hold med en god blanding af europæisk topklasse, rutinerede kræfter og unge, talentfulde spillere. Så jeg drømmer om, at vi kvalificerer os til en slutrunde, det ville være kæmpestort!