0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

Danes Abroad: Blauenfeldt gik fra stjerne til rookie

Fra stjerne i Danmark som 19-årig til nederst i hierarkiet på college. Det var en stor omvæltning for danske Asta Blauenfeldt, da hun skiftede trygheden i SISU ud med college-livet i Seattle. I denne udgave af Danes Abroad tager vi læseren med på et spændende indblik i Blauenfeldts rejse på tværs af Atlanten.

Det var et stort talent, der forlod den danske rede i 2022 til fordel for livet på college i USA. Asta Blauenfeldt havde i flere sæsoner været en profil for SISU, hvor hun i den foreløbigt sidste sæson i Kvindebasketligaen løb med titlen som topscorer, Årets Unge Spiller, kom på All Star-holdet og spillede SISU i finalen i en alder af bare 19 år.

Efter sæsonen i 2022 udtalte hun følgende til Fullcourt.dk:

– Jeg vil rigtig gerne på college efter sommerferien og prøve kræfter med at spille i USA. Men som det hele ser ud lige nu, er det lidt uklart, om jeg kommer afsted. Nu må vi se, hvordan det hele flasker sig.

Det flaskede sig, og Seattle University bød sig til, hvor Blauenfeldt spillede to år på college og i alt spillede 57 kampe, heraf 22 fra start. Men starten på college-livet var ikke så rosenrødt, som den unge dansker havde drømt om. Fra at dominere i dansk basketball til at kæmpe for spilletid i USA – Asta Blauenfeldt oplevede på egen krop, hvad det vil sige at starte forfra.

– Det var en stor omvæltning at gå fra KBL til college. Jeg gik lidt fra at være øverst i hierarkiet i SISU til at være nederst i Seattle. Jeg gik jo fra at spille 35+ minutter i SISU til at være usikker på min spilletid i USA, og det var noget, jeg skulle vende mig til. Det er langt mere en business i USA, og der er ikke plads til at have en dårlig dag.

Freshman year (det første år på college, red.) er ofte ret hårdt, men vi var heldigvis en stor gruppe freshmens, der kunne holde lidt sammen i starten. Jeg elskede dog campus og byen og havde det rigtig godt socialt på holdet, siger Blauenfeldt til Danmarks Basketball-Forbund.

Frisk start i Maine

Efter to år i Seattle havde Asta Blauenfeldt brug for forandring. Derfor valgte hun at skifte college og byttede tilværelsen i Seattle i det nordvestlige USA ud med University of Maine, der ligger i det nordøstlige USA.

– Jeg valgte primært at skifte for at prøve noget nyt og for at vinde noget mere. Jeg havde to gode år i Seattle, men jeg ledte efter et hold med mere erfaring og vindermentalitet. Da jeg blev kontaktet af Maine, var jeg stor fan af trænerne og deres kultur, og både dem og holdet havde den vindermentalitet, som jeg ledte efter.

Det blev en flot sæson for Maine, der endte med at vinde 24 ud af de 34 kampe, som de spillede, og de vandt 14 ud af 16 kampe i deres conference, som de vandt. Dermed kvalificerede Maine sig til NCAA-turneringen – den mest prestigefyldte turnering i college – hvor de dog røg ud i første runde mod Ohio. Blauenfeldt fik dermed den vindermentalitet, som hun havde været på udkig efter.

– Sæsonen har været spændende og anderledes. Jeg var ny på holdet og skulle tilpasse mig en ny rolle og nye systemer, men jeg har haft det rigtig sjovt og har udviklet mig meget.

I Maine fik Blauenfeldt en dansk holdkammerat. Caroline Bornemann spillede i sidste sæson sit graduate senior year for Maine, hvilket var hendes femte år på universitetet, hvor hun har været en stor profil. Bornemann kendte dermed Maine ind og ud, og den erfaring kunne hun dele med den nye dansker på holdet.

– Det betød meget (at Bornemann spillede på holdet, red.). Vi kendte hinanden lidt, før jeg kom til Maine. Hun var en god leder på holdet og var en, som jeg stolede meget på både på og uden for banen. Derudover havde hun masser af erfaring med at spille for Maine, så hun hjalp mig meget igennem året.

I den kommende sæson er Blauenfeldt eneste dansker på holdet, men det ændrer ikke i målsætningen, hvor de skal fortsætte de gode takter fra i år.

– Målet er at vinde et conference-mesterskab og komme med i NCAA-turneringen.

Det danske fællesskab

Efter tre år i USA har Asta Blauenfeldt oplevet mange glæder, men også det savn, som der opstår, når man er langt væk hjemmefra.

– Det bedste er nok de oplevelser, man får ved at være på college. Man kommer rundt i landet og spiller/måler sig med nogle af de bedste spillere/hold i USA. Men jeg savner fælleskabet i Danmark og i SISU rigtig meget.

Den danske guard, der i dag (torsdag) bliver 23 år, nåede at spille 68 ligakampe for SISU i Kvindebasketligaen, og selvom det ikke ligger i planerne nu og her, så er Blauenfeldt bestemt ikke afvisende for en retur til Danmark, og måske SISU, en gang i fremtiden. Først skal næste sæson på college dog afsluttes, inden den professionelle karriere starter.

– Jeg drømmer om at spille et sted i Europa efter college og blive ved med at få en masse fede oplevelser. Og så håber jeg også en dag at kunne komme tilbage til Danmark og vinde et danmarksmesterskab.

Fællesskabet i Danmark kender den tidligere SISU-guard også fra de danske landshold, hvor hun har repræsenteret en række ungdomslandshold, mens hun også har fået fire kampe på seniorlandsholdet.

Tre af kampene på kvindelandsholdet kom for to år siden, hvor Blauenfeldt var udtaget til turen til Japan. Det er hun også i år, hvor Danmark igen flyver til Japan og spiller to testkampe mod det stærke japanske mandskab, der er vant til at spille med ved VM og OL.

– Japan er virkelig dygtige, så det bliver en spændende oplevelse. Jeg forventer hård konkurrence, intense kampe og noget god basketball.

Det er begrænset, hvor ofte de danske spillere kan være med, når de går på college, men når kapitlet i USA er overstået, bliver der igen mulighed for at repræsentere det danske kvindelandshold regelmæssigt. Og målsætningen for de danske kvinder er klar:

– I fremtiden forventer jeg, at vi kvalificerer os til EM.

Asta Blauenfeldt har allerede været på en lærerig rejse, hvor hun år for år er blevet en større profil i USA. Hun tog til USA for at blive bedre – og næste sæson kan blive hendes helt store gennembrud på den anden side af Atlanten. Dette var 15. udgave af Danes Abroad, hvor vi tager læseren med på en rejse til en af de danske spillere i udlandet.

Flere
nyheder

Scroll to Top