I sidste uge døde Holger Nørby efter længere tids sygdom 81 år gammel. Hermed mistede dansk basketball en af de sidste tilbageværende storspillere og trænere, som var toneangivende fra midten af 60’erne og op igennem 70’erne, og som med sit virke fik en afgørende betydning for udviklingen af dansk basket – helt frem til i dag.
Holger var med i opstarten af Falcon på Frederiksberg og var en frygtet skytte på det hold, som i de 6 år fra 1968 – 73 vandt sølv ved danmarksmesterskaberne 5 gange og derfor fik det lidet flatterende tilnavn ”sølvrævene”. Først i sin sidste sæson som spiller i -74 fik Holger endelig sin velfortjente guldmedalje. I samme periode nåede Holger at spille 32 landskampe.
Holgers største værdi for udviklingen af dansk basket var dog som talentudvikler og træner.
Holger blev træner for herreynglingelandsholdet og senere herrelandsholdet og nåede også at få et par guldmedaljer mere som træner for Falcons herrehold.
I -71 udgav Holger sammen med Ernst Jensen ”Instruktionsbog i basketball”. De 2 repræsenterede den største faglige kompetence inden for dansk basketball på den tid, og bogen blev en stor succes som lærebog på kurser og opslagsværk for trænere. Succesen blev cementeret med udgivelsen af 2. udgave i -75.
I slutningen af 60’erne var Holger en af hovedmændene bag opstarten af UTL – de årlige ungdomstræningslejre – først i Herlevhallen og siden i Vejlby-Risskov hallerne. I de år fik hundredvis af ungdomsspillere fra hele landet gavn af Holgers og de andre træneres fokus på de fundamentale ting i basket. Der var ikke mange af de toneangivende divisions- og landsholdsspillere i 70’erne og 80’erne, som ikke havde været en eller flere ture forbi UTL og fået inspiration til at træne videre på ”fundamentals”.
Mange fra den gang vil nok stadig huske Holgers ”motor” – en øvelse, hvor man i forsvarsstilling skulle lade benene gå som stempler – indtil der blev fløjtet, eller man faldt om med krampe. Jeg husker tydeligt, hvor øm man var i stængerne efter en lektion med Holger. Mon ikke den øvelse stadig lever i bedste velgående?
Der var også trænerkurser på UTL og således blev principperne herfra videreført til generationer af spillere over hele landet. I dag er der mange navne i dansk basket, som jeg genkender, og som meget vel kunne være børnebørn af datidens UTL’ere. De, og alle andre, som dyrker vores herlige sport i dag, kunne passende sende en taknemmelig tanke til blandt andre Holger for den store indsats til udviklingen af dansk basket fra den spæde ungdom til noget, der nærmer sig internationalt niveau.
Tak for din indsats, Holger – hvil i fred!
Ebbe Salling.