0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

0
0
Subtotal: 0,00 kr.

Ingen varer i kurven.

Ingen varer i kurven.

3x3 Manual

Introduktion og formål

Denne vejledning er udarbejdet af Danmarks Basketball-Forbund i samarbejde med HoopSolutions og er tiltænkt som en guide til foreninger, kommuner og andre organisationer og interessenter, der skal etablere 3×3-baner, afvikle 3×3-stævner eller blot ønsker at blive klogere på 3×3 basketball som sport. Hvis man har brug for yderligere hjælp til etablering af baner, eller har andre spørgsmål vedrørende 3×3 basketball, kan man tage kontakte Danmarks Basketball-Forbund.

Du kan finde den samlede manual via linket her

Kurven

Kurvens højde

305 cm: Fra U12 til senior
260 cm: Fra mini til U11

Udhæng

Afstanden mellem ringen og stolpen er afgørende for en god og sikker spiloplevelse. Vi anbefaler en udhængslængde på min. 165 cm til gode voksenbaner. Til mindre børnebaner kan et mindre udhæng også anvendes.

Net

Vi anbefaler traditionelle, hvide nylonnet eller jernnet. Tykt nylon forlænger levetiden, især hvis nettet er forstærket ved løkkerne, hvor slitage ofte opstår. Vi anbefaler 5 mm eller tykkere.

Ringen

Den bedste ringtype har dunkebeslag (fjedring), som gør den mere modstandsdygtig over for dunks og forbedrer spiloplevelsen. Kurve uden fjedring giver en dårlige spiloplevelse, og nogle af disse kurvetyper går også nemmere i stykker.

Pladen

Pladens kvalitet afhænger af materiale, størrelse og tykkelse. Almindelige materialer inkluderer:

  • Glas
  • Akryl
  • Polycarbonat
  • Træ/krydsfiner/fiber

Materiale

Materialevalget bør tage hensyn til det lokale miljø, da nogle materialer er mere sårbare overfor hærværk. Til udendørs brug anbefaler vi akryl frem for glas, da det er mere holdbart. Undgå metalgitre, da de giver en dårlig spiloplevelse.

Tykkelse

Tykkelsen påvirker boldens bounce. En tykkelse på 10-20 mm er ofte passende. Tyndere plader (<10 mm) kan reducere bouncen for meget.

Størrelse

FIBA’s officielle pladestørrelse for indendørskurve er 180 cm bred og 105 cm høj. Til mindre baner eller børnebaner kan mindre plader anvendes, f.eks.: 

  • 150 cm x 100 cm (god til mindre baner)
  • 120 cm x 80-90 cm (god til børnebaner)

Hæve-/sænkekurve

Står kurvene på offentlige pladser, hvor der er fri adgang, anbefales der som udgangspunkt ikke hæve-/sænkefunktion, da risikoen for hærværk kan være høj, og hæve/sænkedelene kan kræve vedligeholdelse og kan nemmere gå i stykker end en kurv uden hæve-sænke funktion. Til private baner kan hæve/sænkefunktion være en god mulighed.

Design og farver

Hvis man ønsker en mere farverig bane, kan farvede kurve og plader give banen et visuelt løft. Det er også en oplagt flade at eksponere sponsorerer og foreninger.

Antallet af kurve og differentiering af målgrupper

For at skabe mest mulig aktivitet, så kan det være en rigtig god idé at få anlagt 4-6 kurve på det, der svarer til en hel basketballbane. Den perfekte bane har to høje kurve, der udgør banen på den lange led og to kurve på hver af langsiderne, således at der kan laves to små baner på tværs af den store bane. Det ville også betyde, at man kunne have flere målgrupper i gang på hver sin halvdel af banen. Og flere kurve vil betyde, at der kan komme flere skud op.

Banen

Banemål

15 x 12 meter: 3×3-bane (FIBA mål – mindre bane fungerer også).
28 x 15 meter: 5v5-bane (mindre bane fungerer også)

Underlagstyper

Asfalt

Plus: Lang levetid, relativt billigt at etablere.
Minus: Hårdt at spille, som kan være belastende for kroppen.

Gummiunderlag

Plus: Lang levetid (+10 år), stødabsorberende og skånsomt for kroppen.
Minus: Dyrere og kræver professionel installation.

Plastic tiles

Plus: Let at installere og fjerne, fås i mange farver, skånsomt for kroppen.
Minus: Varierende kvalitet, kan blive glatte ved regn og kan udsættes for hærværk.

Coated asfalt (asfaltmaling)

Plus: Lang levetid, fås i mange farver og designs.
Minus: Dyrere end almindelig asfalt, malingen slides over tid. Kræver professionel installatør.

Retning

I mange tilfælde etableres der én lang bane på den lange led af spilarealet i stedet for at placere banerne sidelæns på pladsen. Eftersom der sjældent spilles hel bane i streetbasketball, er to halve baner, der står ved siden af hinanden også attraktivt. Ved at etablere ba­nerne sidelæns, er det ofte nemmere at få banerne integreret med andre discipliner, som vænner på den lange led af pladsen f.eks. fodboldbaner.

Multibaner

Basketballbaner bør som udgangspunkt ikke etableres som en del af multibaner, da det ofte går ud over kvaliteten og sikkerheden. Hvis man laver multibaner, vil det ofte give en bedre spiloplevelse, hvis de forskellige discipliner placeres på tværs af hinanden, f.eks. fodbold på langs og basketball på tværs.

Priser

Prisen på en basketballbane varierer meget og afhænger af underlagstype, størrelse samt anlægsarbejdets omfang.

Gummiunderlag: ligger ofte mellem 800-1000 kr. pr. m2 ekskl. moms afhængig af banens størrelse.
Asfaltmaling: 300-600 kr. pr. m2. ekskl. moms afhængig af banens størrelse.
Click-gulv: 300-1000 kr. pr. m2 ekskl. moms afhængig af underlagets kvalitet.

Omkringliggende faciliteter

Sol: Placer kurven i nord (peger mod syd) eller øst (peger mod vest) for at undgå, at spiller kigger direkte mod solen.

Vind: Placér banen i områder med læ, f.eks. omgivet af bygninger.

Træer: Sørg for, at gren ikke hænger ind over banen.

Sand og grus: Undgå sandkasser eller grus tæt på banen, da det kan gøre underlaget glat.

Siddepladser: Baner med gode opholdsfaciliteter er mere attraktive og fremmer socialisering.

Sidelinjer og afstand: Sørg for at sidelinjerne har en god afstand til fysiske elementer udenfor banen, f.eks. siddepladser.

Courts of the World

Mangler du inspiration til at finde en bane, når du er i udlandet, så kan du tjekke Courts of the World her.

Eventafvikling

Antal kampe

Antallet af kampe, som hvert hold spiller ved et stævne, er afgørende for spillernes oplevelse. Vi anbefaler mellem 3-5 kampe pr. hold for at sikre en god balance mellem spilletid og hvile.

Hvis turneringen har flere kategorier og grupper, kan det forbedre oplevelsen, hvis et holds kampe ikke er spredt for meget ud over dagen. Lange pauser kan gøre det svært at holde energiniveauet oppe.

En god løsning kan være at placere kampe i blokke – f.eks. afvikle ungdomsrækken tidligere på dagen og seniorrækken senere.

Tid pr. kamp

Vi anbefaler at afsætte 25 minutter pr. kamp, så der er tid til en kort opvarmning samt ind- og udskiftninger af hold.

Ressourcer:

  • Gerne minimum én dommer
  • Et dommerbord med en flipover pointtavle el. lign.
  • Nice to have – 12 sekunders ure. Har man ikke dette, så kan dommeren tælle sekunderne.

Fiba-regler (3×3):

  • 10 minutter eller første hold til 21 point.
  • Gives et point inden for 3’eren og to point fra 3’eren.
  • 12-sekunder shot-clock.

Lær mere om reglerne ved at se dette YouTube-klip fra FIBA.

Program til afvikling

FIBA tilbyder et turneringsprogram, EventMaker, som kan bruges til af afvikle turneringer: https://em.fiba3x3.com/User/User/Login

Når turneringen er oprettet vil den fremgå på www.3x3planet.com, hvor holdene vil kunne tilmelde sig. Programmet er smart at bruge, da det indsamler følgende ranking-points:

  • Individuel ranking
  • Team ranking
  • Forbunds ranking

Både team- og forbunds ranking baseres på den individuelle ranking. Du kan finde en detaljeret forklaring af ranking-systemet ved at trykke her.

Individuel ranking beregnes ud fra spillerens resultater i de ni bedste FIBA 3×3-events inden for de seneste 12 måneder.

Bolden

I officelle FIBA-turneringer spilles der med en særlig gul og blå 3×3-bold, som har samme størrelse som en 6’er-bold, men har vægt som en 7’er-bold. Molten er officiel boldpartner i Danmarks Basketball-Forbund.

Find flere eksempler på turneringsstrukturer ved at trykke her og gå til side 13.

Konkurrencer

Hvis der er tid til det, kan der afholdes konkurrencer mellem kampene, f.eks.:

  • Hotshot
  • Knock-out
  • Skills challenge

Hvis en ekstra bane er til rådighed, kan konkurrencerne køre løbende, f.eks. kan de bedste tider fra en skills challenge kvalificere sig til en finalerunde, som kan afvikles inden 3×3-finale.

Hvordan skaber du et fedt 3×3-event?

Basketball er en fed sport i sig selv, men hvis der skal gøres lidt ekstra ud af et event, hvilke parametre er så værd at tænke over? Her er nogle forslag, til hvad der kan skrues på, for at gøre dit event så fedt som muligt.

Lokation

  • Lokationen har rigtig stor betydning for afholdelsen af et event. Men uanset hvordan en lokation ser ud, så er det altid en god idé at omkranse banen med strukturer, der skaber et rum i sig selv. Det kan være bander, siddemøbler eller andet.
  • Antallet af kurve/baner vil være afgørende for ambitionsniveauet, for hvor stort eventet kan blive.

Event-branding

  • Skab en fed brand/logo/identitet omkring jeres event. Hvis dit event skal være en tilbagevendende begivenhed, kan man overveje at investere i venue dressing i form af bannere, plakater, roll-ups, merchandise, beach-flag og andet udstyr. Det er med til at få et event til at se professionelt ud.

Mad og drikke

  • For at skabe en fed dag, så er mad en nødvendighed. Kan der laves en aftale med en food truck eller en form for pop-up leverandør, så kan det også være med til at skabe en god stemning.

Side events

  • Konkurrencer, der foregår mellem kampene på banen.
  • Andre sportsgrene, der viser/opviser eller laver drop-in aktiviteter.
  • Stille andre basketballrelaterede konkurrencer op ved siden af banen, der appellerer til andre målgrupper, end de der spiller.

Musik

  • Her kan man med nogle få tiltag løfte et event rigtig meget. Musik er en essentiel del af 3×3 basketball. Kan der skaffes en DJ, vil det være rigtig fedt, men alternativt kan der være en Soundboks eller musikanlæg, der spiller en playliste.

Speaker/Floor Host

  • Dette element kan være med til at løfte oplevelsen af et event. Denne person kan speake det, der sker på banen, hype publikum og være faciliterende på konkurrencer, oplevelser og aktivering af sponsorater.

Præmieoverrækkelse

  • Hvis din turnering er sat op, til at der er nogle, der skal vinde nogle præmier, så kan du prioritere en præmieoverrækkelse, da det vil være gode billeder og minder for deltagerne. Samtidigt er det billeder, som potentielle sponsorer vil se værdi i.
Scroll to Top